I forbindelse med min daglige rundtur på nettet stødte jeg på en annonce for XL-S Medical. I bloggens interesse klikkede jeg mig ind for at se hvad det nu var for noget men før jeg gennemgår den noget tvivlsomme markedsføring så lad os se hvad der allerede findes af eksisterende slankemidler.
Det er jo en populær myte at det er meget svært at tabe sig. Det har de sidste mange år fået desperate mennesker til at gribe til medicin i et forsøg på at få kiloene under kontrol.
Men hvad er der i medicinen og hvad gør den ved kroppen? Her er en kort analyse af de præparater som findes på det danske marked lige nu. Det er skræmmende læsning, så god fornøjelse.
Alli og Xenical
Samme præparat men i forskellige koncentrationer. Alli er håndkøbsmedicin, hvor Xenical er dobbelt dosis og kun kan fås på recept.
Begge præparater indeholder orlistat, et kemikalie der hæmmer effekten af lipase fra bugspytkirtlen. Derved bliver fedtet i kosten ikke nedbrudt og kan derfor ikke optages. Lyder godt ikke? Lige indtil man kommer i tanke om at fedtet kommer ud i den anden ende.
Hyppige bivirkninger inkluderer hyppig, tynd afføring og olielignende småsivning fra rectum. Oversat så får man fine bremsespor i underhakkerne. Ikke vildt charmerende.
Men man taber sig. 2-3 kg over et år hvis man bliver ved OG kombinerer det med fedtfattig kost. Så snart kostens indhold af fedt kommer over 30% løber fedtet så at sige ud af dig.
De dårlige nyheder (ud over bremsesporene) omfatter at omkring 1/3 tager al vægten på igen så snart de stopper med præparaterne. Det gør de selvfølgelig fordi man ikke løser det grundlæggende problem der gjorde en overvægtig fra starten.
En anden, men meget vigtig ting er at præparaterne ikke kun binder fedt men også alle de fedtopløselige vitaminer hvorfor man hurtigt kan komme i underskud.
I sidste ende må jeg indrømme at den kategori præparaterne sorterer under siger det hele: Malabsorptiva (fejloptagelse).
Reductil
Meget omtalt og meget populært slankemiddel. Store studier har vist at man taber sig i gennemsnit 1-2 kg over 6 år og at man som med orlistat tager det på igen når man stopper behandlingen. Desuden er der en øget risiko for blodpropper og hjertestop. Men man er da 1-2 kg lettere for ens venner at slæbe når de skal bære kisten ud.
Regenon
Min personlige favorit er Regenon. Indholdsstoffet hedder Amfepramon og hvis der er nogen der synes det lyder som noget man køber i en mørk gyde et sted er i ikke helt galt afmarcheret.
Stoffet er i familie med amfetamin og virker ved at hæmme appetiten. Nogensinde gået forbi en narkoman og tænkt “Hun er fandeme lækkert tynd”? Så er det her stoffet til dig.
Bivirkningerne omfatter afhængighed, depression, psykoser og dødelig overtryk i lungekredsløbet.
XL-S Medical
Jeg går ud fra at navnet hentyder til at du går fra en XL til en S i tøjstørrelse men hvor de har medical fra skal jeg ikke kunne sige. Dette er så langt fra medicin man kommer.
Præparatet kommer i 3 udgaver:
Fedtbinder: “indeholder det naturlige fiberkompleks Litramine og er beriget med vitamin A, D og E. … absorberer en del af fedtet i din kost … i stedet føres det ud via tarmen.”
For det første placerer det os tilbage ved bremsesporene, for det andet virker det lettere idiotisk at berige en fedtbinder med fedtopløselige vitaminer der bare vil blive ført med ud igen, for det tredje fandt jeg efter megen søgning ud af at virkemåden svarer til effekten sæbe har. Den gør fedt vandopløseligt.
Mit råd: Drik hellere Ajax, hvis du tør. Det er billigere og sikkert lige så sundt.
Kulhydratblokker: “…mindsker kalorieindtaget fra de komplekse kulhydrater … hæmmer nedbrydningen af stivelse“.
Det virker ikke helt gennemtænkt at binde lige præcis stivelse. Det havde da været smartere at binde de “hurtige” kulhydrater som giver de massive blodsukker-spikes.
Desuden må det kræve ret meget vand for at stivelsen ikke skal fungere som cement i tarmen. Men måske man kunne kombinere den med fedtbinderen på det punkt.
Mit råd: Bare lad være med at spise kulhydraterne i første omgang.
Appetitmindskeren: “indeholder den naturlige fiber Redusure, der giver mæthedsfornemmelse. Dette sker ved, at kapslerne sammen med vand bliver til en tyktflydende gel der fylder mavesækken og samtidigt gør, at den tømmes langsommere.”
Min første reaktion Eeeeewwww!! Det lyder klamt! Og en ting er at have cement i tarmen men tyktflydende gel i mavesækken hvor syreindholdet er så højt lyder direkte farligt.
Samtidigt må udspilningen af mavesækken give kvalme. Og mæthedsfornemmelsen er ikke styret ved hvor udspilet maven bliver. Så simpelt er det desværre ikke. Maven kan udspiles ganske betragteligt. Bare se hvad deltagerne i æde-konkurrencer kan sætte til livs.
Mit råd: Just don’t!
Alvorligt talt. Hvis du virkelig gerne vil tabe dig så prøv en mere naturlig måde end de “naturlige” fibre i ovenstående præparater og spis rigtig mad istedet. Masser af kød og grønsager. Få masser af søvn og sol. Og bevæg dig i et moderat tempo.